Rejseguide til Berlin med børn

Photo from libbiem

Sidste år var vi på storbyferie i London sammen med mine forældre og min gavmilde storebror, som havde foræret os rejsen i julegave. Vi havde en helt fantastisk tur, og mit ønske om at besøge London blev opfyldt.

Til jul (2015) fik vi endnu et rejsegavekort af Onkel P (som vi kalder ham), denne gang stod der Berlin på gavekortet, og vi fik ret hurtigt planlagt at tage af sted i påsken.

Så skærtorsdag tog vi toget fra Niebüll til Hamborg og videre fra Hamborg til Berlin. En dejlig rar og afslappende måde at rejse på. Vi boede på Novum Style Hotel som lå centralt nok til vores behov. Vi har drønet rundt med både busser, tog, metro og sporvogne. Dertil købte vi et BerlinWelcomeCard da vi ankom til hovedbanegården torsdag eftermiddag, det kostede 35€ pr. voksen, så kunne vi køre uafbrudt indtil afgang mandag eftermiddag. Børnene er gratis under 14 år, og med kortet kan man tilmed også opnå procenter ved mange seværdigheder i byen.

Photo from libbiem

Fredag morgen startede vi med at tage ind forbi den belgiske ambassade. Terrorangrebene i Bruxelles den 22. marts har berørt os alle, så når vi nu havde muligheden, ville jeg også gerne vise børnene hvordan mange viser deres kondolence.

Lyset der brændte med teksten “Imagine no religion” rørte noget i mig…..

Herefter gik vi videre til checkpoint Charlie, som var den mest kendte af grænseovergangene mellem Øst- og Vestberlin, mens byen var delt. Jeg synes, grænseovergangen er en super turistattraktion, da de har soldater stående, som gør det livagtigt for børnene især. Børn har nemmere ved at forstå det, når ting er visuelle. Derfor er jeg også enormt glad for, at vi tog ind og så The Wall af kunstneren Yadegar Asisi. Her kunne vi alle få fornemmelsen af, hvordan det har været at leve så tæt på muren. Det var virkelig en stor oplevelse, som jeg kun varmt kan anbefale.

Udstillingen Topographie des Terrors stod på min liste over to-see. Fra 1933-1945 var dette ét af de mest centrale steder i nationalsocialismens terror. Her lå det hemmelige sikkerhedstjenestes – SS, Gestapos fængsel. I dag er det en stor ryddet plads, med rå sten som udsmykning, og selve museet er en stor firkantet bygning camoufleret af jerngitter.
“Under” jorden fornemmer man tydeligt de klinkebelagte torturkamre, hvor de via store billeder tager os med tilbage i tiden. Tilbage til den gang hvor én mand fik så megen grusom magt over et helt rige.

Vi så den store Welt ballon og drengene var oppe i ét af de i alt 302 vagttårn, som var placeret langs Berlinmuren, under den kolde krig. Dette, det ældste af dem, som er åbent for besøgende, fandt vi på Erna-Berger-Straße, tæt på Leipziger Platz.

Drengene, Onkel P., min mand, Victor og Emil, var også de eneste, der skulle prøve at køre med Europas hurtigste elevator – 90 meter op på kun 20 sekunder. Drengene fortalte bagefter, at elevatoren ikke tæller 1-2-3 etager, men i stedet 3-6-9

Vi spiste frokost i det gigantiske Sony Center og fortsatte på gåben om til mindesmærket for de myrdede jøder, som er det centrale Holocaust mindesmærke i Tyskland, til minde om de næsten 6 millioner myrdede jøder. Mindesmærket består af en 19.000 kvadratmeter stor “skov” af 2.711 betonsøjler, som giver en stemning af en forstenet og kold skov.

Dagen sluttede ved Brandenburger Tor – frihedens symbol, det småregnede og vi var alle kolde og mættede af indtryk. Så vi vendte snuden mod hotellet og hentede pizza, som vi spiste sammen på vores værelse.

Photo from libbiem

Lørdag morgen stod vi op til solskin og var klar til endnu en begivenhedsrig dag.

Vi drog mod Guld Else, som står og troner midt i Tiergarten. Søjlen er fra 1864 til minde om sejren over Danmark i den dansk-prøjsiske krig.

Herefter tog Anna og mig på shopping. Anna havde et stort ønske om at komme i Primark.

Vi mødtes med de andre en times tid senere, og sammen tog vi ind for at se Berliner Dom. Pga. påsken deltog vi under en stille andagt. Kirken er et spektakulært bygningsstykke og virkelig et besøg værd. Mine tanker blev ledt til “Jordens søjler”, som jeg læste i juleferien.

Vores medbragte frokost spiste vi på en lækker legeplads i Monbijoupark i nærheden af Hackescher Markt. Solen skinnede, og ungerne legede, hvor de fandt energi til det henne, må guderne vide…

Videre ud til East side gallery og nyde udsmykningen af den gamle mur. Malerierne blev færdige i 1990 og blev fredet i 1991. Vi kom forbi Mercedes Benz Arena og kørte videre med tog ud til påske-ridderfest i Zitadelle Spandau. Den begivenhed, som var den 10. af slagsen, havde jeg læst om på denne blog inden vi tog af sted. Det var også en stor og sjov oplevelse for både børn og voksne.

Photo from libbiem

Søndag tog vi alle i Zoo. Vi ankom, da de åbnede, og så derfor mange af dyrene blive fodret og så også, hvordan der blev rengjort hos dem og hvordan dyrepasserne tilberedte maden til dem. Zoo i Berlin er et besøg værd. Den blev anlagt i 1844 og har i dag over 1400 forskellige arter.

Onkel P, min mand og min far forlod os ved kaffetid og var en tur forbi Bornholmer Strasse og Bösebrücke. Grænseovergangen ved Bornholmer Strasse var den første grænseovergang der blev åbnet under Berlinmurens fald 9. november 1989.

Derefter var de i Berliner Unterwelten og fik en guidet tur ned i et beskyttelsesrum, der i 70´erne blev bygget til at kunne rumme 3500 mennesker i en periode af 14 dage i tilfælde af, at der blev smidt en atombombe.

Mandag kom vi af med vores baggage på hovedbanegården og vandrede igen ud i byen. Vi ville finde det sted hvor kunstneren Y. Asisi havde boet, så vi kunne se hvordan der ser ud i dag. Vi fandt det, og kunne genkende nogen af bygningerne. Det var lidt sjovt, når nu udstillingen The Wall havde gjort så stort et indtryk på os alle.

Derefter tog vi ud til Tempelhof lufthavn, som var et ønske især Victor havde. Indtil 2008 blev det brugt som lufthavn, nu er det et fristed for især motionister. Et enormt stort område, som har spillet en vigtig rolle under blokaden af Vestberlin 1948-1949. I form af Luftbroen lettede og landede de såkaldte ”Rosinenbomber“ (fly) med fødevarer til befolkningen i Vestberlin hvert 3. minut.

Vores tog hjemad kørte ved 15-tiden, og mættet af indtryk og med en skøn storbyferie bag os tog vi igen toget mod Danmark.

Det har virkelig været en alle tiders ferie og igen en fed måde, at opleve noget sammen på som familie. Det kan klart anbefales!

Alle de spørgsmål som børnene stiller hele tiden, og den viden vi tilsammen har og får.
Alt det som morfar kan svare på og fortælle, som børnene bare suger til sig. Det er guldt værd.

At rejse er at leve.

London set fra toppen!

Ikke nok med, at vi havde den skønneste tur til London, så havde vi også det skønneste vejr!

Blomster stod i fuldt flor, og vi ku´ gå rundt med bare arme. London Eye, her med view fra toppen, var en rigtig god oplevelse, som jeg nød sammen med Victor, min far og bror. Vi tog derhen fredag ca. kl. 9.00, og der var næsten ingen kø. Turen rundt var der afsat 45min til men det tog kun 25min, og det kunne næsten ikke gå mere langsomt tænker jeg.

Imens fik Emil lov til at boltre sig og brugt noget energi på legepladsen for foden af London Eye. Jeg havde læst om legepladsen hjemmefra, og da der stod, at den især var til børn, der kunne lide at klatre, var jeg ikke i tvivl om, at den ville være noget for Emil.

Big Ben var børnene meget fascinerede af. Den og Deres parlamentsbygning er altså også virkelig nogle utrolige bygningsværker, bygget i en stil som man sjældent ser mere. Big Ben hænger for mig ulasteligt sammen med Disney klassikeren Peter Pan.

Hjemmefra var vi helt enige om, at turen skulle være på et plan, så alle børnene kunne være med. Derfor var der masser af tid til, at de kunne gå på mure, hoppe rundt eller stoppe op og se på sjove mennesker eller gademusikanter. Tror også at Victor nåede, at hive mig med ind i samtlige souvenirbutikker vi kom forbi!

Madame Tussauds var altså også super godt, og jeg tror næsten at vi har billeder af samtlige modeller!

Vi er slet ikke i tvivl om, at vi vil afsted igen, jeg vil rigtig gerne til Berlin eller vise familien Barcelona, hvor jeg var på studietur med min gymnasieklasse tilbage i 1998. Anna drømmer om at se Paris, og jeg synes det kunne være vildt spændende, at komme ind og opleve Grande Galerie de l’Évolution, som skulle være et af de mest imponerende museer, der er tilknyttet Paris’ naturhistoriske museum. Den faste udstilling består af 4.500 udstoppede dyr, der er spredt over tre i etager.

Det første man møder, er skelettet fra en gigantisk blåhval, som hænger ned fra loftet. Skelettet markerer indgangen til den stueetagen, der er dedikeret til fisk og de dyr, der lever i og omkring havet. På første etage er der flere tusinde udstoppede dyr som marcherer efter hinanden henover hele etagen. Der er alt fra giraffer, elefanter, næsehorn og aber til ulve, pindsvin og myreslugere.
Det er ret vildt at se så mange dyr i deres rigtige størrelse. Nogle af dem er meget livagtige, for eksempel den store hanelefant.

Måske I har andre gode rejsemål, I vil dele med mig?