Mine pragtfulde orange elefanter

Mama Lola har forelsket sig i de skønne elefanter og spørger hvor det kommer fra (derfor dette indlæg)

Som I kan se er det produceret af noget der hed “nt of denmark”. Jeg har forsøgt at google det, men intet at hente der (øv)
Min mor husker ikke hvor hun har fået det fra, men jeg brugte det som baby og heldigvis er det blevet gemt.
Der var også et pudebetræk, som jeg brugte til mine dukker, men det gik desværre tabt sammen med en gammel campingvogn….

I symaskinens skær

Sad hele eftermiddagen/aftenen i går og drønede derudaf med maskinen. Jeg var lige i det hjørne hvor intet kunne stoppe mig! Blev færdig med tæppet til min dejlige svigermor, så nu kan hun lune sig under det når svigerfar er i skoven og hugge brænde *smiler* Jeg har taget super gode billeder af det, men måske hun kigger med her, så I må vente i spænding til jeg har afleveret gaven.

Valgte også at give min garderobe et lille løft.

Havde denne kedelige tunika som blev til en dejlig løs bluse med detaljer, gule naturligvis(!) hvad ellers….
Er godt tilfreds med resultatet, en bluse med kant det kan vi li´

Fik også tid til en lille havevandring og skød lidt billeder til Jer

Vores dejlige udsigt nu uden store buske 🙂

Projekt ny terrasse og tænker lidt om lampen er kitch eller ok retro?? Indtil videre får den lov at hænge!

1) Lækker frokost (blåostesalat) mums mums – skriv hvis I vil ha´ opskriften.
2) Det skønneste stof som min mor forærede mig i dag!!!
3) Det kan man da kalde retro (!) “Symaskineolie” – min far mener det er tid til 1. service af min maskine…

Håber at I har nydt Jeres weekend ligeså meget som mig. I morgen er det atter mandag, men ugen byder både på stort Sankt Hans bål, måske et festival besøg med alle børn (hvis vejret arter sig), grill-hygge med gode venner og måske den sidste hæk der skal klippes.

Jeg ved hvor der findes…

…en have så skøn! Så har vi nået ca. 77% af haven (læs; fedt fedt fedt) Amen det er så skønt. Som sagt gik T AMOK med motorsaven for “nu skulle vi kunne nyde hele udsigten”. Jeg stod i køkkenvinduet og tænkte OMG. Men nu har vi revet alle grene sammen, kørt dem på grenpladsen, og jeg må indrømme, at jeg NYDER at det har givet så meget luft. Har rigtig lyst til at nusse rundt derude og gøre bedene fine! Udsigten skyder jeg til Jer senere når solen atter skinner.

MEN hvor det regnede, og jeg måtte krybe inden døre da Emil atter vågnede (hmm) Fik tændt stearinlys på bordet for det var noget mørkt, hentede symaskinen ned i køkkent, ringede til min livlinie (læs; mor) og kastede mig over bukse-projektet – som jeg har forsømt længe nok.

TaDam…amen jeg er så stolt af mig selv!!!
Se med læg og det hele..

Så nu kan intet stoppe mig, de næste er i støbeskeen.

I går fik jeg gjort rent og skød i den forbindelse lidt billeder til Jer af mit hjem uden nullermænd.

Tæppet blir´ jeg nød til at prale lidt af, det er nemlig min mor der er så fantastisk til at hækle. Det har prydet Emils barnevogn og kommer stadig med på ture.

Fik lyst til lidt fugle-stemning på badeværelset, mon de kan finde deres nye hjem??

Og nu til en tanke jeg går lidt og leger med (dem er der faktisk mange af) *smiler* men se nu her:

Skabet står i min stue. Det er ét jeg har fået af én der overtog et hus hvor det stod for længe længe siden. Jeg synes egentlig det er temmelig charmerende, og i længe har jeg snakket om at male det sort (højglans naturligvis) men…nu er jeg i tvivl om hvorvidt jeg hellere vil male det gult ligesom min skønne Kähler vase der står ovenpå…..

Nogen indvendinger??? For/imod måske???
Jeg tror det kunne blive vildt flot, lidt anderledes..

Nyd mine kufferter, dem har jeg arvet efter min fars mor. Den mindste kan min far faktisk huske han havde med når han var på ferie. Lidt skægt (jeg er meget nostalgisk når det kommer til gamle ting)

Stolen der står ved siden af det måske gule skab har været mine oldeforældres på min fars side. Den skal ikke males, men vil måske komme mere til sin rette med noget gult ved sin side…

Nyd Jeres lørdag. Sluk TV´et og drik en god kop kaffe.

Min last nr. 1

Jeg kan bare ikke nå alt det jeg gerne vil! Har det skønneste stof liggende klar til bukser til Emil, tæppe til svigermor, nederdel til mig selv og nederdel til Anna-musen….MEN…tvang mig selv ud i haven selvom at gulvene trænger i hele huset, al den fine strandsand der ligger på de nye fliser i indkørslen sniger sig ind i huset *smiler* – nå men lukkede øjnene og gik ud og nød den friske luft og syns jeg får det rigtig fint. I dag kommer manden så hjem med trailer, motorsav og hækkeklipper og så går vi nok amok(!)

Onsdag stod den på sommerfest i Victors børnehave, vi havde det skønneste vejr og nød samværet med de andre forældre. Spiste medbragte sandwich, pustede sæbebobler, mæskede i kage, så teater og spillede fodbold, ren råhygge.

I går var der så fodboldafslutning for Victor. Det foregik nede i hallerne, et rigtig godt arrangement som til trods for skybrud fungerede perfekt inden døre med hoppeborge, gratis popcorn, freestyle fodbold og diverse maskiner hvor man kunne skyde på mål! Ungerne nød at tumle rundt og kom igen igen alt alt for sent i seng…

Vi nåede dog lige at lande inden vi skulle afsted igen og hvis der er noget de 2 store sætter pris på så er det vores eftermiddagshygge (kaffe). Hvad de kan sætte til livs efter en ½ dag i institution er mig ubegribeligt *smiler*

Fik tømt lidt gamle kasser og fandt én af Victors gamle hjelme som nu sidder perfekt på Emil. Amen er den ikke skøn???

Nu har vi så allerede fredag (puha dagene går alt for stærkt). Nu vil jeg nyde min morgenmad og avisen, her er fredeligt, de 2 store er afsted og Emil putter udenfor i barnevognen i ly for regnen.

Og ja jeg har en last…..min kaffe om morgenen! I love it

Rigtig god weekend

Aldrig mere så firkantet

Så blev tæppet til Victor færdig! Jeg er godt tilfreds ud fra det stof jeg havde at arbejde med. Victors bemærkning var: “Jeg syns det er varmt at ligge under….” (typisk en dreng)
Og hjørnerne blev runde! Jeg er bare så stolt af resultatet, så aldrig mere firkantede skarpe hjørner. Det var nemt og ser langt mere prof ud. Døm selv…

Vil blot knytte et par enkelte kommentarer til nedenstående billeder:
1)Det skønneste papir fundet hos den lokale boghandler!
2)Leg med den bedste ven i haven
3)Er det normalt at symaskiner samler SÅ meget støv??(!)

Vil prøve at starte en lille bitte udfordring (for nogen måske) – men hvem har mest ukrudt i haven?? Det kan da ikke kun være mig der styrter til maskinen når hver en lejlighed byder sig. Må dog prale lidt, for har faktisk svunget gulvkluden i dag 🙂

Nå men jeg vil udfordrer Lena til at give sit bedste bud!

………….Jo jo jeg føler selv at jeg ligger nr.1

Fortsat go´ pinse

Tempo, tempo, tempo…

Bare én af de dage hvor jeg har haft masser af overskud og fået klaret tusind ting, som har ventet på at blive ordnet. Jeg arbejder åbenbart bare bedst under pres! Der er stor familiefest i morgen *smiler* det bli´r bare SÅ godt!

Tæppet til min veninde er nu pakket sammen med et laaaangt brev til hende. Hendes mor kommer til festen i morgen og tager det med (for med de PostDK priser må man jo sno sig) – Jeg håber på en go´ reaktion fra hende.

…. og SÅ har kreative mormor igen været i gang. Anna bli´r gang på gang beriget med sødt tøj, denne gang en sommer-sød-tunika! Og ja den faldt i god jord og overlevede sommerfest på bondegård.

Til sidst blir´ I nød til at se hvad min skønne svigermor har fundet frem fra skabene (!) 2 poser med gammelt sengetøj (juhu) – Hun er en engel. De gule gamle kniplede (?) lapper er fra genbrug og venter på at pryde et eller andet..

Bemærk nyt profilbillede (hvorfor er det så svært at få et godt billede med alle børn?)

Ha´ en vidunderlig weekend!

En lille fridag

I dag har jeg haft Victor hjemme 🙂 Han spørger af og til efter en lille fridag, for som han siger “det har man nogengange brug for” (Victor går jo ikke i børnehave, han arbejder…) *smiler* min gode lille dreng

Har besøgt http://www.ohminus.com/ – faldt over en annonce fra dem i et børneblad og uha synes deres fløjlsbukser i lime er temmelig lækre (men nej Emil mangler ikke tøj)!!! Jeg må huske siden når han rykker op i str. Eller måske jeg selv skal sy nogen i den farve….?

Har en rigtig dejlig følelse. Har været til sommerfest med Anna og resten af hendes klasse. En stor skolepige (4.kl.) kom hen og snakkede med mig. Så Emil´s tæppe og udbrød bare noget så begejstret “ej det har du ikke selv syet”!! Hun synes bare at det var vildt flot 🙂 Sagde til hendes mor at hold da op det kom lige fra hjertet. “Ja” svarede pigen “Det gjorde det”………. Må vist hellere komme videre med Victor´s i morgen. Sådan noget giver mig blod på tanden til at fortsætte med symaskinen.

Pip-pip

Godaften!

Klokken er nu næsten 22, alle børn sover sødt (er der noget så vidunderligt som børn der sover?) *smiler* Jeg kan ikke få nok af at kigge på dem, især nu hvor de 2 store endelig er hjemme igen! Det føles bare mest rigtigt når der er børn i alle værelser.
Alle madpakker er smurt, mad til manden, som er til fodbold, står klar til at blive varmet, morgenmadsskåle er sat frem sammen med dagens vitaminpille, vaskemaskinen er tømt og så er der tid til at blogge.

Har haft en skøn dag, følt mig ovenpå på den fede måde. Gået en tur i rask trav med barnevognen og blev temmelig våd da børnene skulle hentes hjem midt under et skybrud!!

I dag skal I stifte bekendtskab med mine skønne husdyr. De små tykke fugle er arvestykker og giver mig gode tanker om min dejlige mormor. Hun har nemlig også et sæt stående i sin lejlighed. Synes de er sjove at sætte sammen med “nye” ting såsom min lækre store sorte Kähler vase.
Mågerne er også arvestykker, de hænger i soveværelset og passer på os. Jeg vil gerne have flere men er endnu ikke stødt på nogen, så leder hver gang jeg er til loppemarked.

Og til sidst må I bare lige se Emil der får banan for første gang *griner* – han var noget betænkelig, men spiste lidt og har i dag også smagt jordbær. Vi tager det stille og roligt med alle de nye smagsoplevelser, han synes jo stadig at mors mælk er nr. 1

Familiens fridag

Vi havde alle fri på Kr.Himmelfartsdag.
Dagens højdepunkt var en trailer fuld af det lækreste strandsand til de nylagte fliser!

Mit “krea-gen” vokser og vokser så jeg håber der bliver tid til at sy i weekenden selvom at solen skinner og der er sommer i Danmark igen.

Go´ weekend til alle!

Tæpperne

 

Projekt nr. 1 blev dette (synes jeg selv) super-skønne legetæppe til Emil.

Jeg var så træt af, at han “bare” lå på et ligegyldigt vattæppe i kedelige farver vel erhvervet på udsalg i Fakta tænker jeg. Nej nu er der knald på og han hygger sig! Endnu et er færdigt som jeg vil overraske min søde veninde med på hendes 1 års bryllupsdag.

I får lige en foto-collage….

Og det til min veninde og hendes 2 søde piger…

Tæpperne er ikke lige store, men målene er ca.110cm bred og 155cm lang. Så de er gode store til også at svøbe ungerne i på en lun dansk sommeraften.